OM 


Mit navn er Rikke Ryberg, og jeg er en erfaren autoriseret klinisk diætist med specialisering inden for vaneændring og overspisningsproblematikker. Derudover er jeg certificeret madro-vejleder med fokus på børns spisning.


Min vej til at blive diætist blev lagt allerede som 15-årig, da jeg blev diagnosticeret med den autoimmune tarmsygdom cøliaki. Den eneste "medicin" mod denne sygdom er en kost, der er 100 % fri for gluten, hvilket indebærer at undgå fødevarer som havre, hvede, rug, byg, spelt m.fl.

Det var en kæmpe omvæltning – både praktisk, fysisk og psykisk. Jeg gik fra at være fysisk syg og have et tiltagende forstyrret forhold til mad, krop og spisning til at få det godt. Rigtig godt.


Inden jeg blev uddannet klinisk diætist, studerede jeg på Aarhus Universitet, hvor jeg tog en uddannelse inden for Dramaturgi og Begivenhedskultur. De to uddannelsesbaggrunde kan synes meget forskellige, men de overlapper i de områder, jeg finder allermest interessante – nemlig mødet mellem mennesker, kommunikation og hvordan vores (selv)fortællinger kan forme vores liv – på godt og ondt.


Jeg er tilknyttet Dansk Cøliaki Forening og Hjernesagen  som husdiætist, hvor jeg rådgiver både diagnosticerede og pårørende til personer med cøliaki eller dem, der har haft en blodprop eller blødning i hjernen. Derudover skriver jeg artikler, holder foredrag og webinarer, udvikler opskrifter, laver informationsfilm, podcasts mv.


Privat bor jeg i Silkeborg sammen med min mand og vores to drenge.